Når jeg vågner i morgen, stammer jeg ikke mere…
Fotokredit: Filmcompagniet – SF Film, Warner og Twentieth Century Fox.
Lionel Logue: You still stammered on the ‘W’.
King George VI: Well I had to throw in a few so they knew it was me.
I filmen ’Kongens store tale’ bemærker kongens talepædagog Lionel Logue, efter kongen har holdt den tale, han har øvet og øvet sig på: ”Du stammede stadig på ‘W’et’. Den britiske konge George VI svarer: ”Ja, jeg var nødt til at stamme et par gange, så de vidste, det var mig”.
Siden jeg var barn, har jeg drømt om at vågne op en morgen og opdage, at jeg ikke stammede mere. At jeg aldrig mere skulle mærke en blokering, så ordene ikke kunne komme ud, og jeg fik grimme trækninger i ansigtet i forsøg på at presse ordene ud. At jeg aldrig mere skulle opleve andre mennesker se væk eller grine nervøst eller se ud som om, de hellere ville være et andet sted, eller prøve at fuldføre mine sætninger eller afbryde, når de så mine besværligheder med at få ordene frem.
Nogle morgner var det næsten sådan. Jeg tog i skole og blev stillet et spørgsmål af læreren og kunne aflevere et flydende svar (”Er miraklet virkelig sket?”). Og i timen efter vovede jeg selv at række hånden op, og jeg talte stadig flydende (”Miraklet ER sket”). Men da min veninde og jeg gik til bageren om eftermiddagen, og jeg skulle bede om en romkugle, gik det galt. Jeg åbnede munden, men der kom ikke noget ud, og lige efter kom den grimme trækning, og panikslagen ledte jeg efter en udvej: et andet ord (men hvordan kan man sige ’romkugle’ med et andet ord?) eller nogle ord at tage tilløb på (”Øøøøh, en-en-en af de der ro-ro-romkugler”) eller måske skulle jeg bare opgive og bede om en snegl i stedet? Uanset hvad jeg valgte, ville jeg bagefter føle mig forkert, udmattet, ked af det og plaget af tanker om, hvad bageren eller de andre kunder i butikken nu tænkte om mig (”De tror, jeg er dum, debil, uintelligent”). Miraklet var ikke sket.
Mange år efter sad jeg i en stammegruppe og skulle svare på, hvad jeg gerne ville opnå. Og jeg skulle til at svare: ”At vågne op en morgen og ikke stamme mere”. Men dér, hvor jeg nu havde opnået at tale flydende det meste af tiden, hvor jeg ikke længere ledte efter andre ord, der var lettere at sige, hvor jeg ikke længere brugte uendelige mængder af energi på at prøve at tilrettelægge min tale, så ingen opdagede, at jeg stammede, dér var det ikke længere min drøm. Jeg syntes ikke, det ville være mig, hvis jeg ikke stammede en gang imellem. Jeg kunne ovenikøbet mærke, at jeg kunne lide Kirsten, der stammer.
Vent lidt… Jeg kommer i tanker om, at jeg også tidligere i mit liv har kunnet lide Kirsten, der stammer. Jeg tænkte på min stammen som en ridse i lakken. Den lak, jeg i min barndom skulle vise udadtil, fordi det var vigtigt i min mors verden at vise, at ”vi har det så godt i vores familie”. Jeg skulle repræsentere familien ved at være pæn i tøjet, være sød og smilende og klog. Når jeg oplevede noget derhjemme, der ikke var værd at prale med, sagde min mor, at jeg ikke måtte sige det til nogen. Men så var der min stammen. Den skæmmede billedet lidt, åbnede en sprække indtil noget, der ikke var perfekt, noget der var sårbart, måske ulykkeligt.
Ridsen i lakken var en stille protest fra barnet Kirsten.
Sådan kunne jeg i hvert fald godt lide at tænke på min stammen. Nu ved jeg godt, at stammen ikke skyldes fx traumer i barndommen. Men jeg kan stadig nyde tanken om ridsen i lakken, sprækken ind til det sårbare.
Og nu stammer jeg også en gang imellem med vilje, så de, der kender mig, ved, det er mig.
Af Kirsten Sjøstrøm
