Fup & svindel i guldsmedenes gade

31. januar 2024 | Artikel

Skrevet af Jørn Christian Hjøllund Christiansen.

_________________________________

Mit navn er Jørn og er født i den sidste halvdel af 2. verdenskrig.

Jeg blev registreret som stammer, da jeg kom i skole i Nykøbing Mors. På et tidspunkt fik jeg tale-behandling, som gav lindring af symptomerne, men som måtte gentages i ny og næ igennem hele skoletiden.

I gymnasiet oplevede jeg et kompliceret lårbensbrud og dette krævede langvarig indlæggelse på Ortopædisk Hospital i Århus. Og her stødte jeg så på Victor Bloch, en tilsyneladende succesfuld talelærer, der havde indført en ny og epokegørende stammebehandling: Accept- eller non-avoidence metoden, som han kaldte den. Hospitalet anbefalede mig den, da de hørte mig stamme. Når jeg alligevel var indlagt i længere tid, kunne jeg da også få behandlet mit taleproblem.

Jeg blev straks patient hos ham også, og de efterfølgende 4 måneder gik med accept-behandling af Bloch og besøg af lidelsesfæller, der skulle udføre forskellige taleopgaver, når de besøgte mig på hospitalet. Opgaver, der var et led i deres egen talebehandling..

 

Hvad behandlingen bestod af?

Ja, at holde patienten væk fra “den nemme løsning” som blev udnævnt til fjenden. Man var og blev stammer, indtil den mirakuløst forsvandt som følge af at man “overgav sig ” til den rette lære. Den modstand man følte, var noget der 100 procent foregik i patientens hoved og på ingen måde var reel. Da jeg langt om længe blev udskrevet, foreslog Bloch, at jeg i stedet blev indlagt på taleinstituttet i Århus for her at afslutte accept-behandlingen. Dette afslog jeg, jeg havde nemlig læst lektier under hele hospitalsopholdet og så frem til at bestå min eksamen på gymnasiet i Nykøbing.

Jeg klarede mig fint og fandt også en talelærer, der var uddannet hos Bloch og dermed kunne fortsætte behandlingen, som var startet i Århus. Min tale var nemlig i høj grad blevet behandlingskrævende under opholdet på hospitalet, hvad der dog tilsyneladende var forudset som et mellemstadie.

Talelæreren Andreas Christensen – som jeg nu fik – var godt nok uddannet hos Bloch, men efter samråd med andre talelærere, praktiserede han en behandling, hvor han tog det bedste fra de to behandlinger. Det var OK for mig og det hjalp da også straks. Jeg tog en studentereksamen med en fornem karakter og kunne stolt modtage diverse legater – de var gode at have til de fortsatte studier.
Jeg valgte at studere i Århus og gøre acceptbehandlingen færdig hos Victor Bloch. Behandlingen, som foregik i lejede lokaler i Guldsmedgade, formede sig som en intensiv gruppebehandling 3 gange 2 timer om ugen. Atter fik jeg forværrede symptomer, og jeg oplevede yderligere, at mine lidelsesfæller i gruppen stille og roligt forsvandt med det til følge, at jeg i lange perioder var alene eller næsten alene med Bloch. Mine medpatienter var typisk stoppet, når de mente at kunne klare sig selv, og de blev ikke erstattet af andre. På trods heraf kaldte han det ihærdigt stadig gruppebehandling.

 

 

Hvad lavede vi til “gruppemøderne” (hvor Bloch og jeg oftest var alene sammen)?

Intet som helst, som har grundfæstet sig, ud over at Bloch på et tidspunkt under mødet kom i tanker om, at jeg også skulle lave noget og sendt mig ned på gaden for at spørge om et eller andet tåbeligt. Et sådant besøg kunne efterfølgende hos Bloch munde ud i endnu en påvisning af min syge hjernes vrangforestilling af hændelsen.

Jeg spurgte flere gange, om jeg kunne få kontaktoplysninger på de andre, så jeg kunne høre hvordan det gik dem. Det fik jeg aldrig!
Hvad Bloch og jeg snakkede om, kan jeg ikke huske, udover et tilbagevendende spørgsmål fra Bloch, om jeg havde begge mine forældre. Det havde jeg ikke, de var nemlig døde begge to, men at gøre Bloch dette begribeligt var umuligt. Til sidst forklarede jeg ham, at min mor døde 2 år før jeg blev født! Også det accepterede han også uden kommentarer.

En gang imellem stoppede jeg behandlingen og så fik jeg at vide, at Bloch ville lade min plads stå åben. Jeg kunne således altid komme tilbage. Det gjorde jeg også, da min tale var fuldstændig uholdbar. Mit geologistudie gik ad pommeren til, og da jeg så skiftede studie og søgte ind på et apotek for at blive farmaceut, blev jeg simpelthen smidt ud efter 3 måneders forløb. Det blev man ikke på grund af stammen påstod Bloch, men snarere på grund af en manglende interesse for faget.

Men nu var tidspunktet inde for at søge invalidepension, mente han, ligesom i øvrigt 4 andre af mine tidligere medpatienter havde gjort! Jeg var da 23.Jeg takkede nej og søgte som 24-årig ind på bibliotekarstudiet i København.

Her opsøgte jeg – uden at sige det til nogen – straks ”Fjenden” – Taleinstituttet i Hellerup og bad om en symptombehandling, som jeg efterfølgende var yderst tilfreds med og som igen gjorde min stammen håndterlig.

Men faget jeg nu studerede brød jeg mig ikke om, så jeg søgte i stedet en lønnet stilling som programmør ved Gyldendal. Det gik godt – også talemæssigt – jeg havde stor gavn af alle de forbudte tricks (som Bloch kaldte dem) jeg lærte på taleinstituttet i Hellerup det år jeg havde gået der.

Blandt andet kunne jeg igen klare en telefonsamtale. Mit eget navn kunne jeg til at begynde med ikke sige, når jeg tog telefonen, men så vænnede jeg mig til at sige ”JA, DET ER EDB-PLANLÆGNINGEN: JØRN CHRISTIANSEN” og så gik det derud af…Ordene ”JA, DET” kunne løse op for spasmen, så sætningen efterfølgende kunne siges stammefrit..

Og det bruger jeg såmænd stadig i min høje alder. Ordene ”JA, DET ..” løsner talen og forhindrer spasmen som jeg plejer at sige til mig selv.
Efter 5 år ved Gyldendal vovede jeg at søge en stilling som underviser ved Århus Universitet og det gik også godt. Stammen stilnede mere og mere af, og jeg kunne slutte hver dag med at gøre status: Havde jeg stammet den pågældende dag og hvor meget. I reglen havde jeg klaret stammesituationen i det skjulte, for eksempel ved at sige det på en anden måde.

Og efter 18 år ved universitetet vovede jeg igen at prøve noget nyt. Her var det så en højt lønnet IT-stilling hos en stor høreapparatproducent, hvor jeg forblev indtil jeg valgte at gå på pension som 65-årig. Jeg oplevede til sidst at være 40 år ældre end mine kolleger og det var anstrengende. Jeg oplevede igen at være anderledes og skulle anstrenge mig alvorligt for ikke at virke gammel og påfaldende, men at lade som om, at jeg var ung og frisk, i tilfælde hvor jeg egentlig hellere ville hjem at sove. Tilbage til Victor Bloch: Jeg fattede ham ikke!

Hans bror var læge og var det derfor han havde brug for noget at profilere sig med, som ham der revolutionerede talebehandlingen i Danmark?

Han skulle have lært behandlingen på et års-ophold i Canada. Men når man dykker ned i dette faktum, ja, så kan man af skriftlige kilder se, at han underviste på et canadisk universitet, men ikke et ord om et taleinstitut eller stammen.

Og han talte aldrig om, hvad han havde oplevet eller for den sags skyld viste skriftlige kilder, der kunne underbygge hvad han underviste i.
Og hans ærlighed (eller snarere mangel på samme): Han bad mig regelmæssigt om at sige, når der var gæster, at jeg lige var startet, trods det, at jeg notorisk havde gået i en årrække.

Og da jeg sluttede vores bekendtskab – da jeg var blevet underviser på universitetet – og bad om en udtalelse om de mange forgæves års talebehandling, så indvilgede han straks, skrev den ønskede udtalelse på et stykke papir, som han straks lagde i en kuvert som han lukkede.

Da jeg mange år senere åbnede kuverten, måtte jeg konstatere, at det stik modsatte stod skrevet, nemlig at jeg havde gået til hans behandling i 6 år og med et fremragende resultat til følge. Ikke ét ord om flere års symptombehandling i København, som var den, der i sidste ende løste problemet.

Jeg føler, at jeg spildte mange år af min ungdom med en tåbelig, hjemme-konstrueret talebehandling. Hvordan kan et taleinstitut kritikløst indføre en ny behandling uden at foretage en nøjere undersøgelse, ved f.eks. at tage telefonen, ringe til Canada og undersøge kilden.
Og jeg er målløs når jeg i dag, 70 år senere, hører, at der stadig er logopæder, der mener, at symptombehandling ødelægger de unge mennesker – selv om der er utallige beviser på, at det netop er det, der skal til, for at stammen bliver mere kontrollerbar.

I en årrække internerede man unge mennesker på blandt andre Sprogø og Livø. Det har man fortrudt og fra højeste sted givet undskyldninger for.

Det er for mig at se naturligt at gøre det samme med acceptmetoden. Indlede en egentlig undersøgelse, der kan munde ud i en ubetinget undskyldning til de mennesker, der på grund af en ansvarsløs talelærer har henslæbt et liv som invalid, hvor de kunne have været aktive medborgere.

Og stille spørgsmål til talelærerne om, hvorfor de ikke reagerede.

— Nyeste blogindlæg

En grim ælling er blevet til en flot svane

En grim ælling er blevet til en flot svane

 Erling Jensen, Blæsbjerghus – Dansk Stammeforum. _________________________________ Lauras barndom er præget af vold, manipulation og konflikter derhjemme på grund af dårlige forældreforhold, og skoletiden var også præget af mobning. Vi kender H.C....

Stammecafe på taleinstituttet i Aalborg

Stammecafe på taleinstituttet i Aalborg

Hanne Høgh Larsen – Dansk Stammeforum. _________________________________ Hvert år i oktober afholder taleinstituttet i Aalborg stammecafe i forbindelse med den årlige internationale stammedag den 22. oktober. I år blev stammecafeen afviklet tirsdag...