Mit liv som stammer

Jeg hedder Ib Simonsen Kehlet og er født 10. januar 1944 i Grarup, Haderslev Sogn. I en børneflok på 5 personer var jeg den sidst ankomne. Mine forældre, hvor min mor var hjemmegående, og min far var fodermester. Det var trange kår med så mange børn og i årene sidst i krigen, men vi børn led ikke under disse forhold. Som regel var det sådan, når man var ansat på landet hos gårdmændene, fik man ret til at få et par svin og andet kød om året, så vi led ingen nød. Mor var meget dygtig til at sy og strikke, så beklædning manglede vi heller ikke. Nu var det sådan på landet, at skiftedag til 1. maj, så det betød, at vi flyttede en del omkring.

Min første erindring

Nu begynder det at ske noget i min erindring fra mine barneår. Vi er fremme ved 1948, hvor vi flytter til Seggelund, hvor min far blev ansat som fodermester hos Juhl på Hanneslund. Jeg husker tilbage på nogle dejlige og trygge år. På et tidspunkt da min bror Henry, også kaldet Bosse, gik hjem fra marken hvor vi skulle skokke kornneg, og pludselig kunne jeg se nogle hjulspor, derfor spurgte jeg min bror: har har har æ trakto køe her. Min bror grinede højlydt. Det var første gang jeg stammede. Jeg var omkring 4 år på det tidspunkt.

Skoletiden

Jeg startede min skolegang i Bojskov Skole. Den gang startede man i foråret i stedet som nu i efteråret. Jeg husker det som noget ganske almindeligt, uden at jeg kan erindre min stammen. Kort tid efter at jeg var startet min skolegang, flyttede vi til Vojens. Det var ganske almindeligt dengang at skifte job til majdag på landet. Min far blev ansat som overfodermester hos Schmidt Petersen på Vojens Gård. Det var noget ganske særligt at komme til Vojens. Vi kom fra en ganske almindelig landarbejderbolig til et helt nybygget hus, og vi havde sågar fået telefon.

Jeg fortsatte min skolegang på Vojens Borger- og Realskole. Noget meget voldsomt stort for mig, når jeg tænker tilbage på den lille skole, med 4 klasser i én stue. Nu startede jeg i 1. B. Kort tid efter vor flytningen til Vojens blev min far alvorlig syg, og måtte forlade sit gode job. Vi boede jo i gårdmandens hus, så vi måtte flytte herfra. Vi skulle flytte fra dette dejlige hus, hvor vi havde børneværelser. Det var vi jo ikke vant til. Man skal tænke på, at det var i starten af 50èrne, hvor der var mangel på lejligheder. Nå, men vi fik da en lille lejlighed inde i Vojens by. Meget få kvadratmeter, uden badeværelse, ingen børneværelser og med ”das” i gården. På det tidspunkt var vi 5 søskende, og jeg var den yngste af flokken. Kort tid efter, at vi var flyttet til Vojens blev min lillesøster født. Det var nok en stor omvæltning for mig. Jeg havde jo hele tiden været den mindste, men nu var det en anden der fik hele opmærksomheden.
Et par år gik og efterhånden blev der bygget boligforeningshuse i stor stil. I 1953 flyttede vi så til en ny, moderne lejlighed, hvor der både var badeværelse og børneværelser. Efterhånden var 2 af mine søskende flyttet hjemmefra. Nu var der ”kun” fire hjemmeboende børn som skulle dele 2 børneværelser. Det var dog luksus, når man tænker på hvor vi kom fra.

Skolegangen forløb fint i de små klasser. Jeg erindrer ikke at jeg havde problemer med min stammen.

Efterhånden skete der noget med mig. Jeg kom i puberteten og blev mere bevist på mig selv. Nu er vi fremme ved sjette klasse og er blevet omkring 12-13 år. Jeg blev mere og mere nervøs, og derfor blev min stammen mærkbar værre. Vi havde en lærer i dansktimerne, som hele tiden skulle have mig til at læse højt, som betød at jeg blev meget nervøs. Det pres på mig gjorde, at jeg stammede på hvert et ord, som jeg skulle læse i bogen. Det betød, at jeg blev flyttet længere frem i klassen, så læreren kunne herse noget mere med mig. Jeg begyndte mere og mere at blive træt af skolegangen, og jeg fik dårlige karakter i mundtlig dansk, fordi jeg ikke kunne læse flydende som de andre i klassen. Efter 7. klasse var det meningen, at jeg ville fortsætte et par år mere i skolen, men skolegangen blev mere og mere en plage for mig. Jeg ville ud i livet og begynde at klare mig selv.

Arbejdslivet

Jeg fik plads hos en slagter, hvor jeg gik til hånde med al forfaldent arbejde. En dag fik jeg at vide, at den lokale ugeavis manglede en lærling. Jeg havde altid drømt om at blive typograf, da min ældre bror havde en god kammerat der var typograf og ham så jeg meget op til. Som sagt så gjort. Jeg troppede op hos bogtrykkeren og spurgte, om jeg kunne få lærepladsen. Det eneste han spurgte mig om, var om jeg havde gode ben, for man skulle stå op hele dagen. Det mente jeg da jeg havde, jeg var jo en trænet sportsmand, som deltog i al slags idræt. Jeg undrede mig over, at han kun spurgte til mine ben, og ikke om jeg havde gode danskkundskaber, for i den branche var det nødvendigt, at man kunne stave rigtigt. På dette tidspunkt havde jeg begyndt at få øje på pigerne, men på grund af min stammen, havde jeg meget svært ved at få kontakt til dem. Læretiden på 4 år fløj af sted. I mellemtiden havde jeg lært en pige at kende, som hed Mona. Hun kom fra en middelstor gård, så det var en hel anden verden, der åbnede sig for mig. Nu var min stammen blevet mindre markant, da Mona gav mig lidt mere selvtillid. I 1963 skulle jeg aftjene min værnepligt. Jeg kom til at gøre tjeneste i Haderslev. Også der fik jeg en form for nederlag på grund af min stammen. Jeg fik køkken- og vagttjansen. I 1964 blev jeg hjemsendt. I mellemtiden var jeg blevet forlovet med Mona. Efter soldatertiden fik jeg arbejde som typograf i Haderslev. Min stammen var aftagende. Et par år senere fik jeg arbejde hos en bogtrykker i Vojens.

I 1967 blev jeg gift mig med Mona, som jeg havde kendt siden 1961. En dag fik jeg besøg af sønnen fra det sted hvor jeg begyndte i lære. Hans far havde bedt ham om at kontakte mig, da de manglede en udlært typograf, da de skulle udvide produktionen med ny teknik. Nu var gode råd dyre. Jeg forlagde det for min kære Mona, som syntes, at det skulle jeg selv bestemme. Jeg kunne se for mig, at her var trinbrættet, som jeg havde ledt efter. Min tidligere læremester var meget fremtidsorienteret, og han havde den evne til at se potentialet i mig. Han tog mig for den person, jeg var og ikke tænkte på, at jeg stammede. Nu begyndte jeg for alvor at tænke på at blive selvstændig, men det skulle vise sig, at det var en hel del i livet, der først skulle læres. Bogtrykkeren var af en hel anden kaliber, end dem jeg hidtil havde arbejdet for. Han gav mig lov til at være den, jeg var. Den ny teknik på det grafiske område havde begyndt sin fremmarch. Computerstyrede sættemaskiner var begyndt i stor stil. Der øjnede jeg chancen for at blive selvstændig. I mellemtiden var jeg blevet far til 2 dejlige piger.

Mit liv som selvstændig

Året 1975 var året der forandrede mit og Monas liv. Jeg kom i kontakt med en god kollega som havde de samme drømme som mig. Vi satte os sammen for at drøfte mulighederne. Og mente begge, at Haderslev trængte til at få en ny ugeavis, så her havde vi chancen for at for ben under eget bord. Nu gik det stærkt. 1. maj 1975 gik vi i gang. Vi lejede nogle meget små lokaler i Haderslev. Han skulle stå for salg af annoncer, og jeg skulle producere dem på den helt nye teknik. Firmaet blev således splittet op i 2 selvstændige firmaer. Efter nogle få måneder blev lokalerne for små. Jeg havde i mellemtiden ansat en typograf. Vi to arbejdede i døgndrift, så det var en meget hård start. Vi så os om efter større lokaler. De nye lokaler blev taget i brug. Det gik ikke længe, inden disse lokaler også blev for trange. Efter halvanden år var vi pludselig en snes medarbejdere. Husejeren kunne se det komme, så han tilbød os at bygge nogle lokaler i gården, så vi der kunne ekspandere. Ideen synes jeg var god, men jeg kunne ikke rigtig overskue situationen. I stedet for tilbød han mig, at jeg kunne købe ejendommen. Jeg vil her få nogle lokaler, der var 270 kvm i stedet for 60. Jeg kontaktede min revisor og banken. De kunne begge se, at det var en god løsning for at jeg kunne ekspandere. To år efter at jeg havde startet mit liv som selvstændig, blev jeg også ejendomsbesidder med en hel del lejere. I mellemtiden var Mona blev ansat som bogholder i firmaet. Hun skulle holde øje med og styre økonomien. Min kollega havde startet i andet regi. Han kunne ikke forstå, at jeg kunne ekspandere og købe ejendom, og han kunne kun investere i kontorudstyr. Han flyttede ugeavisen til anden produktionssted. Heldigvis havde jeg fået en hel del andet arbejde, så jeg kunne heldigvis klare mig uden ham. Jeg tænkte slet ikke over i disse hektiske år, at jeg stammede. Det blev en hel naturlig ting for mig og mine omgivelser. Årene gik op gennem firserne. Jeg tog på efteruddannelse på Grafisk Højskole, hvor jeg lærte virksomhedsledelse, økonomistyring og markedsføring. Jeg havde jo sprunget direkte ind som virksomhedsejer uden nogen for virksomhedsledelse, blot den faglige og gå på modet. Vi fik stablet en rigtig god forretning på benene. Alle ugeaviser fra Sønderborg i syd til Kolding i nord, havde jeg som kunder. En stor del af min omsætning var også reklamebureauarbejde og bogforlagsarbejde. Jeg snakkede med forlagsredaktørerne uden at tænke over, at jeg stammede. En hel del trykkerier arbejdede vi også for. Jeg havde forstået at investere i det sidste nye udstyr hele tiden. Sats fremstillingen købte trykkerierne eksternt, da de først og fremmest skulle investere i trykmaskiner. I slutning af firserne var vi ca. 30 ansatte og det gik bare derudad.

Arbejde i trykkeriet.

Salg af virksomheden

Nu er vi fremme ved midten af halvfemserne. Ugeaviserne som jeg før omtalte var efterhånden blevet opkøbt af Berlinske Tidende, så størstedelen af vor omsætningen var placeret hos dem. Det var jo både godt og skidt. Nu kunne jeg se, at hvis de samlet opsagde samarbejdet, kunne jeg forudse, at jeg fik problemer.

Omkring december måned i 1995 blev jeg ringet op af direktøren for Berlingske Tidende. Han ville have et møde vedr. produktion af aviserne. Mødet gik ud på, at de selv ville til at producere alle aviserne i Jylland. Det var jo en bombe, han afleverede lige i hovedet på mig. Da rystelserne havde fortaget sig, kom han med et forslag om at købe mit firma i stedet for at producere aviserne i et andet selskab. Vi havde jo ekspertise, sagde han.

Jeg kunne se, at mine andre kunder efterhånden selv havde investeret i de nye computerstyrede maskiner, så jeg kunne se problemer for min overlevelse ret forude.

Jeg foreslog direktøren, at jeg ville tænke over forslaget til efter nytår.
Kort tid inde i 1996 tog min revisor og jeg til København, hvor vi skulle forsøge at få en handel af min virksomhed på plads. Forhandlingen gik rigtig fint, og vi besluttede at overtagelsen skulle ske pr. 1. maj 1996. Det blev en helt ny tilværelse for mig. Som direktør af min tidlige virksomhed kom jeg ind i en stor koncern, og hvad der følger med. Jeg blev valgt ind i nogle forskellige udvalg, som bl.a. skulle undersøge og afprøve nyt udstyr til vor virksomhed, som udelukkende var ugeavisproduktion. Jeg var hovedårsagen til, at der blev indført digitale kameraer til journalisterne, så billedprocessen sprang nogle led over. Jeg kunne se, at her var der brug for min ekspertise. Jeg fik en følelse af vor vigtig, jeg var for den store koncern Berlingske Tidende, og derfor mærkede jeg, at selvtilliden gjorde, at jeg næsten ikke stammede mere.
Det var næsten, som om jeg kunne gå på vandet. Den 1. maj år 2000 havde jeg være selvstændig i 25 år. Det betød, at der skulle festes. Stortelt blev rejst i gården bag virksomheden.

Som jeg tidligere ikke har kunnet drømme om, skulle jeg holde takketale, for både kunder, personale og ikke mindst direktøren fra Berlingske. Det blev gjort uden, at jeg var det mindste nervøs, og derfor kunne det fuldføres, uden at jeg stammede. Årene gik med stor succes. Mona og jeg fik rejser til Brasilien og Thailand som tak for succesen. I 2004 blev jeg 60 år. Jeg fik meddelelse fra ledelsen, at de ville fejre mig med en reception. Det blev en stor succes. Festen blev holdt på Hotel Harmonien, hvor der i alt var 230 personer troppede op. Jeg holdt selvfølgelig en takketale til alle de fremmødte uden nogen form for slinger i valsen. Jeg erindrer ikke, at jeg i den periode havde problemer med min stammen. Nu var det direktørens tur til at holde en tale for mig og firmaet. Han afsluttede med at sige, at han håbede på et godt samarbejde med mig mange år frem.

Mona og mig på ferie i Frankrig.

Begyndelsen til enden

Kort tid efter festen tog Mona og jeg på ferie til Gran Canaria. Dejlig problemfri ferie som vi begge nød. Nylig hjemkommen om mandagen, blev jeg ringet op af min direktør, som ville have et møde med Mona og mig. Jeg spurgte selvfølgelig om, hvad det drejede sig om, men det eneste han sagde, at det var en sorgens dag i dag. Jeg kunne høre på hans stemmeføring, at noget var i gærde, så jeg gik ind på Monas kontor, og sagde, at jeg troede, at vi skulle på pension nu. Jeg var temmelig fattet, kan jeg huske. Mona og jeg troppede så op på Hotel Norden, hvor mødet skulle foregå. Her blev vi mødt af en brødebetynget direktør Svein Gilbue, der kunne meddele mig, at fremtidsplanerne var, at den del af arbejdet som Mona og jeg bestred skulle fusioneres væk og foregå i København. Enden blev, at der blev lavet en gensidig overenskomst både med Mona og jeg som skulle gælde fra 1. maj 2004 og med et år med fuld kompensation på 1 års løn, gældende for både Mona og mig. Som sagt så gjort, vi forlod den virksomhed 1. maj 2004 som vi selv havde startet for 29 år siden. Som afskedsgave fik vi en tur til Kina.

Pensionisttilværelsen

Det blev en mærkelig fornemmelse i den første tid. Tomrummet skulle jo udfyldes. Heldigvis har jeg aldrig kendt til at kede mig, så noget skulle der ske. Mona havde sørget for, at jeg startede med at spille golf. Forinden i 2002 var jeg blevet medlem af Rotary, som er en klub for erhvervsledere. Jeg var også blevet medlem af Odd Fellow logen nogle år tidligere. Og for at det ikke skal være løgn, var jeg med til at starte Cykelklubben Baghjul, som er udspringer af Rotarymedlemmer, som er gået på pension. Så jeg er sikker på, at jeg ikke kommer til at kede mig. Jeg fik ikke megen sprogkundskab i folkeskolen, så det måtte der rettes op på. I tre vintre gik jeg på VUC for at lære Engelsk. Det kunne jeg godt havde brugt i mit arbejdsliv.

I 2008 og i 2009 blev jeg opfordret til at blive sekretær for Rotary. Jeg tog imod opfordringen og tænkte overhovedet ikke over at jeg stammede. I 2018-19 blev jeg igen opfordret, men denne gang var det som Præsident. Da begyndte jeg at tænke over min situation. Kunne jeg virkelig, med min stammen lede klubben, som før mig var ledet af personer med store virksomheder. Men det kunne jeg, skulle det vise sig. Jeg havde en fantastisk tid i de tre år, som det varede, med store oplevelser, trods min stammen, som jeg overhovedet ikke havde problemer med. 

Præsident Ib med det første slag på Rotary Hjulet.

Mona holder tale som Præsident for Haderslev InnerWheel klub i anledning af Haderslev Rotary Klubs 75 års fødselsdag.

Blodprop i hjernen

Vi skriver nu året 2022. På vej fra vore datter i Roskilde, blev jeg underlig tilpas. Vi var på en livsstilsmesse. Pludselig fik jeg meget talebesvær. Min stammen blev meget værre. Efter et stykke tid gik det over igen. Hen mod aften vendte vi hjemad mod Vojens. Symptomerne kom igen undervejs hjemad. Mona overtog rattet. Vi kørte mod Odense. Her bor vores anden datter, som er sygeplejerske. Vi underrettede hende på sygehuset, og hun mente straks, at der skulle ringes 112. Jeg blev indlagt på OUH til observation. Det blev konstateret næste dags morgen, at der ikke var nogen blodprop at spore. Jeg havde også fået det bedre, så jeg blev udskrevet. Vi kørte så hjemad med Mona ved rattet. Nu blev symptomerne forværret. Straks ved ankomsten i Skrydstrup blev der ringet 112. Jeg blev indlagt på Sønderborg Sygehus.

Undersøgelserne gik straks i gang. Først på andendagen fandt man frem til, at jeg havde en blodprop i venstre hjernestamme, som var passeret. Overlægen sagde, at det var en ganske lille en, så jeg vil hurtig komme på benene igen. Nu gik man så i gang med fysioterapi og ergoterapi. Talepædagog blev også sat på sagen, da min stammen var blevet forværret. Talepædagogen mente, at jeg skulle opsøge en talepædagog, når jeg kom hjem. Hun kunne anbefale en person, der hed Marc Egede, som vidste meget om stammeundervisning. Jeg blev udskrevet efter et par dage. Kort tid efter troppede jeg så op hos Marc. Jeg var meget spændt på, hvordan det skulle gå. Jeg havde jo i min militærtid haft en talepædagog, som ikke var nogen succes. Her mødte jeg en meget afslappet person, som begyndte med at snakke. Jeg blev helt rolig, for det var en helt anden form for undervisning, jeg havde forestillet mig. Marc fortalte en del af sin livshistorie, hvor han havde stammet meget voldsomt, og nu havde lært en teknik, der gjorde, at han havde mere kontrol over sin stammen. Jeg blev meget opløftet.

Jeg husker den første dag, da jeg blev kørt hjem i bilen af Mona. Jeg følte, som om at min hjerne var blevet totalt renset, og jeg ligesom svævede og kunne klare hele verden. Der er nu gået 5 undervisningsgange, siden jeg startede hos Marc. Jeg har op og nedture, men Marc holder mig fast i det, han har lært mig. Forleden var jeg igen hos ham.

Han bad mig nedskrive nogle ting: 1. kraft på talen. 2. Hold focus og øjenkontakt. 3. Selvtillid. 4. Vær klar over, når der er følelser på spil, så kan man blive skubbet ud af kurs. 5. Vælge sine kampe. 6. Fortælle mine omgivelser at jeg går til talepædagog. Jeg kan kun anbefale den teknik, som Marc Egede har lært mig. Jeg stammer næsten ikke mere.

Jeg vil aldrig have fået hjælp til min stammen, hvis jeg ikke havde fået en blodprop, så intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget. Jeg håber min historie vil inspirere andre uanset alder, da min historie viser, at det  aldrig er for sent at gøre noget ved sin stammen.

Det var en fortælling om en stammer der trods alt har fået succes i livet og lever livet i dag som en lykkelig pensionist trods livets genvordigheder.

Skrydstrup den 9. dec. 2022
Ib Kehlet