Mine ti år i folkeskolen var ét langt mareridt

17. november 2022 | Artikel

Af Erling Jensen, Blæsbjerghus – i samarbejde med Hanne Høgh Larsen.

Jeg stammede hele tiden, så jeg havde det meget svært i skolen. Blev mobbet og ydmyget. Der var et par stykker, som førte an, og de andre fulgte efter. De grinede ad mig, og jeg oplevede ikke, at lærerne gjorde noget ved det. Mine forældre sagde altid, at jeg blot skulle ignorere de andres drillerier, så ville de holde op. Det var sikkert sagt i den bedste mening, men det hjalp mig slet ikke, tværtimod fik jeg det blot endnu sværere.

Hanne Høgh Larsen, årgang januar 1968, er opvokset i Billund, og bor i dag med sin mand, Frank, i Ryomgård på Djursland. Hendes liv har været præget af dårlige oplevelser som barn og social angst som voksen, men i dag har hun efterhånden fået det bedre og bedre, bl.a. fordi hun har fået nogle gode fritidsinteresser.

– Jeg har på eget initiativ taget kontakt til Søren Lynge, der er en dygtig instruktør, som underviser i mental træning. Hos ham har jeg taget et online-kursus som jeg selv betaler. Linket til Søren Lynges hjemmeside er www.lyngemetoden.dk , hvor du kan se og høre mere om Søren Lynges træning, som jeg er rigtig glad for, og som har givet mig meget. Jeg har fulgt kurset to gange, da jeg efter første forløb gerne ville havde noget mere træning.

Jeg deltager i et frivillig netværk på Herregårdsmuseet Gl. Estrup ved Auning. Netværket hjælper med at levendegøre museets historie. Jeg plejer at stille op to gange om året, nemlig en weekend om sommeren – hvor jeg hjælper med salg af kaffe og kage i det gamle køkken – og en weekend i december, hvor jeg er stuepige i museets juleudstilling “Jul som i 1918”. Det er et frivilligt arbejde, der giver mig et godt selvværd, da jeg føler mig respekteret, selv om jeg ind i mellem stammer.

I IFM Fitness i Ryomgård kørte jeg spinning 3 – 4 gange om ugen, men så gjorde corona, at fitnesscentret lukkede. Derfor begyndte jeg i stedet at cykle på landevejen 3-4 gange om ugen – dog afhængigt af vejret. Om sommeren cykler jeg mere på landevejen, end jeg er til spinning, jeg cykler et par gange om ugen sammen med 4-5 andre. Spinningstræning sker på hold – udover motionstræning har holdtræning en kæmpestor betydning for mig, da begge er med til at hjælpe mig ud af min sociale angst.

Det bliver til mange cykleture. Også om vinteren.

Spejder og amatørteater

Jeg blev medlem af KFUK Spejderne i 1977 og var medlem indtil 1989, da jeg kom med i KFUM Spejderkorps, hvor der er både piger og drenge. Jeg har altid været lidt af en drengepige, og jeg ville hellere være med til pioner- og bålaktiviteter sammen med drengene i stedet for at klippe-klistre i pigekorpset. Da DDS-Spejderne lå tættere på hvor jeg boede, valgte jeg så i 1998 at blive spejder her, og her var der også mange sjove spejderaktiviteter. Jeg havde fornøjelsen af at være spejderleder i perioden 1988-2003. Herefter havde jeg nogle år, hvor jeg hjalp ved arrangementer som Spejder for en dag, julemarkeder og loppemarkeder. De forskellige lederarbejder gav mig god selvtillid og selvværd. Børnene var godt klar over, at jeg stammede, men det betød ikke noget, da de syntes, at vores aktiviteter var sjove og gav dem nogle gode oplevelser – men jeg var dog ikke den, der læste højt for dem.

Jeg var også med i en amatørteatergruppe, hvor vi arbejdede med revyer. Min mor sagde ellers, at det kunne jeg da ikke, når jeg stammede så meget, men det gik alligevel, og jeg arbejdede ikke kun bag scenen, men havde også forskellige roller.

Det var en stor oplevelse at være med i Billund Amatørteaters Cabaretgruppe i 1988.

Årene i folkeskolen

– Jeg kan huske, at min mor engang i børnehaveklassen spurgte, hvordan det gik med min stammen, så jeg må allerede havde stammet inden da. Synes dog at jeg først blev bevidst om min stammen i 3. klasse. Jeg stammede hele tiden, havde blokeringer, benyttede andre ord og lavede stavelsesgentagelser. Havde det meget svært med højtlæsning, og når jeg skulle fremlægge eller sige noget bestemt. Nogle gange lod jeg være med at række hånden op, selv om jeg kendte svaret, så derfor fik jeg ikke ret høje karakterer.

Jeg læste mine lektier, men brugte ikke mere tid på dem end højst nødvendigt. Mine forældre sagde ellers, at jeg skulle gøre noget mere ved lektierne, men det kunne jeg slet ikke se ideen i.

Da jeg gik i 3.-4. klasse begyndte jeg at få timer hos en talepædagog, der var tilknyttet skolen. Og det blev fulgt op i 5. klasse. Taleundervisningen foregik en gang ugen, nemlig fra kl. 8 til 9 på en dag hvor klassen først skulle møde kl. 9. Undervisningen foregik i et lokale, der lå i stueplan, og hvor der var vinduer ud til skolegården, så de klassekammerater, der var mødt i god tid og legede i skolegården, kunne se mig læse højt. Jeg følte virkelig, at jeg blev kigget på, og der var da også flere fra klassen, der kommenterede, at jeg fik undervisning hos talepædagogen. Det syntes jeg ikke var sjovt.

Talepædagogen var en mand, og jeg skulle ikke lave andet end at læse højt. Det var ret så ensformigt, og jeg kunne, som jeg allerede har fortalt dig, ikke lide at læse højt! Jeg begyndte da også at pjække fra taleundervisningen, selv om mine forældre sagde, at jeg skulle møde op, men de accepterede dog, at jeg holdt op. De kunne også godt se, at jeg ikke fik noget ud af taleundervisningen, og at jeg var meget ked af den.

Da jeg var færdig med 9. klasse, kom jeg et år på efterskole, og det kunne jeg godt lide. Vi havde nogle gode lærere, og endelig oplevede jeg ikke at blive mobbet. Det var rigtig dejligt.

Uddannelse m.m.

Mens jeg gik på efterskolen havde en lærer og jeg talt om, at det ville være en god ide, at jeg begyndte igen med stammeundervisning, da min stammen stadig var slem, mens jeg var på efterskolen, selv om jeg husker efterskoleopholdet for noget positivt. Den pågældende lærer fik lov af mig til at kontakte mine forældre. Det var min mor læreren talte med. Selv om jeg lidt var med i beslutningen, var det alligevel en beslutning som blev trukket ned over hovedet på mig – jeg var 17 år, altså under 18 år og umyndig.

– Da jeg derfor begyndte jeg på Handelsskolen i Grindsted på EFG-basisår – handel og kontor, skulle jeg en gang i ugen skulle være med i stammeundervisning på Taleinstituttet i Esbjerg, og det var ærligt talt meget bøvlet. Jeg boede i Billund og skulle allerede stå op kl. 6, da jeg skulle med bussen til Grindsted kl. ti minutter over syv. Der var undervisning på Handelsskolen til kl. 15, og herefter skulle jeg med bus til Esbjerg, turen tog en time hver vej. Jeg var først hjemme i Billund igen ved 20-tiden, og så ventede lektierne. Så det var en frygtelig anstrengende dag og forbedrede ikke min motivation for stammeundervisningen.

Vi var et hold på tre, der deltog i stammeundervisningen i Esbjerg. En over 18 år, mand – nøjagtig alder kender jeg ikke, men han kørte bil, en dreng på 16 år og mig på 17 år. Den kvindelige talepædagog var ærlig talt træls, og jeg syntes, at hun var provokerede. Ja – hun var modbydelig, og jeg oplevede hendes attitude som negativ – ”her kommer jeg” og ”jeg ved bedst”, og at hun ikke så mennesket bag det, at jeg / vi stammede. Flere gange blev jeg spurgt om, hvorfor en af de to andre stammede på en bestemt måde, og når jeg svarede, at det vidste jeg ikke, sagde hun, mens hun kiggede meget vredt og bestemt på mig. Jo – det ved du godt. Jeg husker også, at hun var efter drengen på 16 år, hvilken han også selv fortalte en dag, da undervisningen var færdig, og vi stod snakkede udenfor. Jeg følte mig provokeret og svarede igen, og så blev talepædagogen sur.

Selvfølgelig ringede talepædagogen til min mor og sagde, at jeg havde været fræk og uforskammet. Hvad talepædagogen konkret har sagt til min mor, ved jeg ikke. Min mor fortalte dengang, at hun havde sagt, at jeg havde svaret igen. Jeg bad på det tidspunkt om at blive fritaget for undervisningen. Min mor sagde “Det er dit liv det gælder”, og jeg svarede “Ja og lad mig leve det som jeg vil.” Jeg ville simpelthen ikke, det hang mig ud af halsen.

Jeg blev færdig med Handelsskolen som 18-årig og var derpå i et år ung pige i huset, hvor moderens far også stammede, så familien var ikke bekymret over, at jeg stammede. Det var en god familie, hvor der var tre børn på halvandet, fem og otte år.

Herefter gjorde jeg rent på en folkeskole, og i seks år gjorde jeg rent i Billund Lufthavn. Gode år – men jeg behøvede jo heller ikke at sige så meget.

Jeg tog en uddannelse som delikatesseassistent. Et arbejde som jeg var glad for, blot ikke når jeg skulle ekspedere, for så drillede min stammen for meget. Jeg ville hellere være i køkkenet og lave smørrebrød, varm mad m.m. Arbejdet med at ekspedere i delikatessen medførte, at jeg fik social angst, som jeg har arbejdet en del med gennem årene. Her i 2020 har jeg dog haft den gode oplevelse, at jeg er blevet ansat som køkkenmedhjælper i køkkenet hos Hotel Marina i Grenaa. Et arbejde som jeg er virkelig glad for. På grund af årstiden er jeg lige nu på dagpenge, da der ikke er tilstrækkelig med aktiviteter på hotellet, men chefen har lovet mig, at jeg kan blive ansat igen den 7. januar, og det ser jeg meget frem til. At arbejde i et køkken er bare lige mig.

Der er lavet meget smørrebrød på Hotel Marina i Grenå.

Køkkenmedhjælper på Hotel Marina i Grenå

Fra september – november 2020, hvor jeg blev fyret og skulle have været genansat den 7. januar 2021. Pga. Corona-nedlukning trak det jo noget ud, og derfor gik jeg på dagpenge noget længere tid. Corona-nedlukningen var rigtig hård – ikke kun for mig, men for mange. Jeg kunne heller ikke deltage i spinning. Hvilket gjorde at jeg i stedet fik cyklet mange kilometer på cykel på landevejen og ned gennem skoven.

I starten af maj 2021 blev jeg genansat på Hotel Marina. Ikke som køkkenmedhjælper men som morgentjener. Jobbet bestod i at gøre morgenmad klar til overnattende gæster, løbende fylde op, oprydning, opvask og forberedelser til dagen efter samt varebestilling. Jeg var glad for arbejdspladsen, kollegaer og cheferne, men jeg fungerede ikke i opgaven – dels pga. angst og dels pga. stammen. Så vi blev enig om, at jeg skulle stoppe. Dog har jeg, taget meget godt med mig.

Jeg gik dog ikke ledig længe. Jeg stoppede på hotellet pr. 31. oktober 2021 og startede 1. december 2021 i køkkenet på Kalø Højskole.

Det er interessant at være ansat i køkkenet på Kalø Højskole.

Efter 35 år fik jeg igen hjælp af en talepædagog

I løbet af sommeren 2021 tog jeg en beslutning, som jeg var et år om at tage. Jeg havde i et par år snakkede i telefon med andre, der stammer, som var begyndt at blive veltalende. Nu ville jeg prøve at få hjælp igen for min stammen. Jeg mailet til Syddjurs Kommune – min bopæls kommune, om der var noget hjælp at hente hos en talepædagog. Efter et par mail frem og tilbage, fik jeg et brev i E–Boks fra kommunens talepædagog. For første gang i godt 35 år, sad jeg overfor en talepædagog. Ved vores første møde i august 2021, var alle mine parader oppe, jeg havde jo et anstrengt forhold til talepædagoger, men her møder jeg en meget dygtig, meget nærværende, meget munter og meget rolig talepædagog, som også så det hele menneske bag, at jeg stammer. Han favnede mig lige der, hvor jeg var i livet. Efter det første møde er alle mine parader væk. En helt ny verden åbnede sig for mig. Udover en god undervisning, er der også plads til platte joke og godmodige drillerier.

I min kommune får man (som voksen) et forløb på 12 gange hos en talepædagog. Jeg har fået to forløb, i forlængelse af hinanden. Anden forløb slutter snart. Jeg har fået rigtig meget med fra undervisningen, også meget mere end jeg kunne forvente, da jeg startede. Selv om talepædagogen fortæller, at han er tryg ved at slippe mig, er jeg noget mere skrækslagende ved at blive sluppet.

Fik kontakt til medier

Jeg fik mod til at stille op i TV2 Østjylland til et indslag i de regionale nyheder, hvor jeg fortalte min historie som talehandicappet. TV2 Østjylland lavede efterfølgende to artikler. Vores lokalavis lavede også en artikel.
Ved kommunevalget i november 2021, deltog jeg i et vælgermøde i byen. Her fik jeg stillet spørgsmålet til panelet af politikkere: ”Hvad vil I gøre for at hjælpe os der stammer, til bedre undervisning og evt. et netværk med andre der stammer?”

Dog var det ordstyren, der stillede spørgsmålene for mig. Mit mod svigtede i sidste øjeblik. Ud af ni politikere var der tre, der svarede – den ene var ham der så blev borgmester. Vi havde i februar 2022 et møde sammen med to andre ansatte, for at hjælpe med at skabe en stammecafe. På trods af reklame i avisen og på Facebook blev det ikke til noget. Der kom en henvendelse, som var nysgerrig og som gerne vil være med, lige så snart der er flere med.

Blev aktiv i Dansk Stammeforum

I maj 2022 deltog jeg i den stiftende generalforsamling i Dansk Stammeforum, hvor jeg stillede op til bestyrelsen og kom ind. Det er vigtigtig for mig, at der bliver sat fokus på det handicap, som vi har os, der stammer, da det jo er et livslangt handicap. Jeg vil gerne gøre forskel for andre, der stammer, og at vi bør have noget bedre hjælp til ubegrænset undervisning.

I løbet af efteråret har jeg møde med en folketingspolitiker der er valgt ind for Djurslandskredsen, og som har været i folketinget i 15 år. Ved mødet skal vi have talt om hvad, hvor meget og hvordan han kan hjælpe os der stammer på landsplan, til at det at stamme ikke forsat skal være et tabuemne, og til – håber jeg – bedre vilkår for undervisning uanset hvilken kommune vi bor i.

Konceptet med Solsikkesnoren

Den opstod i England og har nu også ramt Danmark. Den der bærer Solsikkesnoren, viser at her er en person, der har et usynligt handicap/diagnose. Da vi – os med forskellige usynlige handicap/diagnoser – er forskellige, har vi også forskellige behov. Nogle brugere vil gerne have, at andre holder afstand, mens andre vil gerne have, at der gerne må tages kontakt.

Jeg købte solsikkesnoren og et skilt via deres hjemmeside. På P skiltet står der, at jeg har et usynligt handicap. Jeg bruger den efter behov, når jeg synes min stammen bliver træls, og talen er lidt svær. Når jeg bruger snoren, oplever jeg tryghed til at turde tale i det offentlige rum, og jeg oplever at modtagerne giver tid og tålmodighed til, at jeg får talt færdigt.