En grim ælling er blevet til en flot svane

 Erling Jensen, Blæsbjerghus – Dansk Stammeforum.

_________________________________

Lauras barndom er præget af vold, manipulation og konflikter derhjemme på grund af dårlige forældreforhold, og skoletiden var også præget af mobning.

Vi kender H.C. Andersens eventyr om den grimme ælling, der efter et hårdt liv blev til en flot svane. Eventyret er på mange måder som at høre om Lauras Kliusenkovienes liv. Hun kommer fra havnebyen Klaipeda i Litauen, hvor hun blev født og opvokset. Hun så dagens lys i 1984, i den periode hvor Litauen var en del af Sovjetunionen. Hendes erindringer fra den tid er sparsomme, men hun begyndte i 1. klasse, da Litauen opnåede frihed i 1991.

”Min mor fortalte mig, at jeg begyndte at stamme allerede som 2-årig, da jeg begyndte at tale. Jeg har stammet hele mit liv og har altid oplevet en blokering. Ingen i min familie stammer, så jeg var den første, der oplevede det,” fortæller Laura.

 

Mine forældre levede som hund og kat

”Der var meget vold i familien. Min mor slog mig og udøste sin negative energi på grund af et dårligt forhold til min far. Far slog mig aldrig, men for at undgå konflikter var han ofte ikke hjemme, derfor kom jeg ikke så meget i kontakt med ham,” erindrer Laura, og fortsætter:

”Jeg husker godt, hvad mine følelser var den gang. Som barn elskede jeg begge forældre lige højt, og min mor satte mig i en situation, hvor jeg skulle vælge mellem hende og min far.”

Lauras følelser var frygten for at sige noget, og frygten for at gøre noget var endnu større. Det gav psykiske traumer, og der jo ikke gjorde hendes stammen mindre.

”Jeg var jo den grimme ælling,” siger hun. 

 

Mine forældre blev først skilt, da jeg var 18 år

Lauras far er lige død – han døde for en måned siden – og Laura har stadig forbindelse til sin mor.

”Vi taler sammen, men vi taler ikke om de mange negative følelser på grund af min opvækst. Mine forældre har jo slet ikke tænkt på mine følelser,” fortæller Laura.

Hun drømte altid om ro. Hendes skoletid var også præget af mobning, som de fleste stammere oplever. Desværre førte samtalerne med skolens ledelse ikke til ændringer. Laura var så ked af det hver dag, at hun mistede lysten til at gå i skole.

”Jeg havde ingen nære venner og ventede bare på, at skolen skulle være forbi,” fortæller hun.

I 2007 blev Laura uddannet som administrator inden for det økonomisk-merkantile område. Hun arbejdede som salgskonsulent – administrator i et selskab, der solgte vinduer og gardiner i Litauen i nogle år.

”Desværre havde jeg dårlig kemi med min eneste kollega i afdelingen, hvilket skabte usikkerhed omkring mit job. I Litauen fungerer fagforeninger ikke som i Danmark, og der var hård konkurrence på arbejdsmarkedet. Jeg var altid bange for at miste job,” forklarer Laura.

En urolig baggrund hjemme, i skolen og på arbejdet underminerede hendes selvtillid.

”Man tvivler på sine evner, især når der ikke gives anerkendelse. I Litauen er det typisk, at arbejdsgiverne altid mener, at tingene kan gøres bedre og derfor sjældent giver ros for gode resultater,” siger Laura.

 

Hendes mand fik job i Danmark i 2011

Lauras mand, Simas, er også litauer og et halvt år efter, at han flyttede til Danmark, flyttede hun med sammen med parrets søn, Jaunius, der på det tidspunkt var fire år gammel; han er nu 16 år.

”Vi flyttede fra Litauen til Danmark af økonomiske årsager. Lønnen er markant lavere i Litauen, og korruptionen var uacceptabel for os. Min mand boede i fire år i Sverige, men vendte tilbage til Litauen for at starte forfra igen, hvilket ikke lykkedes,” fortæller Laura.

Simas forsøgte at finde job i udlandet og fandt sig til rette i Skandinavien. Efter at have haft et job i Norge, fik han endelig fodfæste i Danmark.

”Vi kom til Danmark med håb om et nyt liv, da vi ikke følte os hjemme i Litauen. Det var en svær beslutning at forlade vores hjemland,” fortæller Laura. 

 

Det gode liv i Danmark

Siden hendes ankomst i 2011 til Danmark har hun arbejdet som rengøringsassistent i over ti år hos KN Rengøring i Haderslev, hvor 80 procent af de ansatte er indvandrere.

”Det har hjulpet mig med at genopbygge min selvtillid, især når jeg fik første ros for mit arbejde. Jeg har mødt mange søde mennesker og har dermed opbygget mit eget netværk,” glæder Laura sig over.

Da hun arbejdede som rengøringsassistent, undgik hun at tale med folk, fordi hun altid tænkte, at hvis hun arbejder alene, så får hun ro på arbejdet.

”Men jeg var alligevel nødt til at kommunikere mere eller mindre, og hver gang, når jeg begyndte at sige noget, opstod der straks en blokering. Senere bemærkede jeg, at jo mere jeg taler, jo mindre stammer jeg,” fortæller Laura.

 

Fik et dejligt tilbud

For to år siden tilbød hendes danske chef, at hun kunne blive ansat som tilsynsførende, og det accepterede hun straks.

”Jeg har stadig udfordringer på arbejdet hver dag, ikke kun på grund af stammen, da jeg skal tale på fire sprog hver dag (litauisk, russisk, engelsk og dansk), men også på grund af følelsesmæssige reaktioner på kritik,” fortæller Laura og uddyber: ”Jeg føler stadig konsekvenserne fra min barndom og ungdom på grund af mobningen og volden. Derfor er jeg nødt til at arbejde med mig selv, selv om det gør mig meget træt. Det er også vigtigt for mig at huske at rose mig selv for, hvor meget jeg har opnået i løbet af de sidste 12 år – jeg har lært dansk sprog, jeg har fået venner, jeg har lavet netværk, jeg har et job, hvor jeg er glad for at komme på og til sidst men ikke mindst fik jeg ro, som jeg altid drømte om,” fortæller hun.

 

I Danmark har jeg fået godt hjælp til min stammen

Laura har altid haft en stor blokering, og gennem årene har hun fået hjælp fra forskellige talepædagoger, herunder en særlig rehabilitering i Litauen hvert år, hvilket ikke gav nogle positive resultater.

”I Danmark fik jeg undervisning hos Jan Tinge, som havde en helt anderledes teknik. For et halvt år siden begyndte jeg at få hjælp hos Marc Egede hos CSK i Haderslev,” forklarer Laura.

De er blevet gode venner og samarbejder nu om at etablere en stammegruppe i Sydjylland og Trekantsområdet.

”Selv om vores første møde kun havde fire deltagere, håber vi at nå flere stammere, der lever med frygt, skam og mobning er ligesom vi alle har oplevet,” siger Laura.

 

Er amatørfotograf

Lauras hobby er fotografi. Hendes Facebook-side Glimpse through the lens viser hendes fotografier.

”Én gang deltog jeg i fotokonkurrencen Visithaderslev, hvor mit billede blev valgt som et af de ti bedste og udstillet i Infopoint Haderslev. Det var min største præstation inden for fotografering.
Naturen er mit foretrukne motiv. Fotografering er den bedste terapi for min sjæl og sind,” fortæller Laura.

Med stort ondt i hjertet fortæller Laura at hun pga. dårlige oplevelser i livet aldrig flytte vil tilbage til Litauen, men at hjemlandet altid vil forblive hendes andet hjem.

”I dag er jeg ikke bange for at sige, hvad jeg mener,” lyder det fra Laura, der forståeligt føler sig som en flot svane.