Det er ikke muligt at skjule sin stammen

Da jeg arbejdede som redaktør i Stammeforeningen oplevede jeg, at der er virkelig mange forskellige måder at stamme på. Nogle har en tydelig stammen, mens andre som jeg har prøvet at skjule taleproblemet med bl.a. synonymer. Det vurderes, at der er cirka 50.000 mennesker i Danmark, der stammer.

Jeg kan kun anbefale, at man bliver medlem af Dansk Stammeforum. Foreningen der blev dannet for halvanden år siden, da vi var flere, der syntes, at det var nødvendigt med et alternativ til Stammeforeningen i Danmark, som trængte til fornyelse.

Jeg er suppleant i bestyrelsen og hjælper med redaktionelt arbejde.

Gennem Dansk Stammeforum er der mulighed for at få et socialt netværk, der ikke kan undervurderes.

 

Min baggrund

I alt for mange år gjorde jeg alt for at skjule min stammen, der ofte lykkedes, men især ved højtlæsning, eller når jeg skulle præsentere mig, kunne jeg falde i dybet og føle skammen og afmagten. Og ofte var jeg i selskaber og ved møder noget tavs, da jeg opgav at sige forskellige svære ord.
Jeg blev færdig med læreruddannelsen i 1981 og var i en periode med stor arbejdsløshed så heldig at blive ansat som fast vikar på Taulov Centralskole. Vi var tre lærere, der blev ansat som faste vikarer, og delte et fast skema, så vi hver havde 9-11 faste timer og så ellers havde vikar- eller støttetimer i løbet af ugen.

Jeg havde ellers linjefag i historie og samfundsfag, men viceskoledirektøren, der var formand for Fredericia KFUM, mente at jeg var godt rustet til at klare et skema med ni ugentlige idrætstimer på alle niveauer. Han kendte mig fra forskellige møder, som jeg som formand for Fredericia Atletikklub deltog i. At jeg ind i mellem stammede blev overhovedet ikke berørt eller omtalt ved jobsamtalen. Sikkert også fordi, at jeg i en sådan situation havde næsten flydende tale, da jeg dels var god til at bruge synonymer, dels sjældent i ”eksamenssituationer” stammede.

Lige fra de første skoleår var det store problem højtlæsning, for her kunne der ikke anvendes synonymer. Det blev forsøgt afhjulpet, da jeg var godt ti år, da jeg fik en henvisning til en talepædagog, hvor jeg skulle læse højt og liggende på en briks lave forskellige åndedrætsøvelser, mens talepædagogen holdt mig på maven. Det hjalp ikke noget, og var da også den eneste taleundervisning, som jeg havde i folkeskolen og gymnasiet.

Som ny lærer var det især oplæsning af orddiktater og diktater, der gav ondt i maven. At jeg dengang stort set aldrig læste op i klasserne, kan i dag føles underligt, da jeg jo underviste meget i historie og samtidsorientering. Da jeg atter fra 2015-2017 arbejdede som lærer, var det helt naturligt, at jeg læste for børnene eller på anden måde at kom med et mundtligt oplæg, eller snakkede med børnene.

Jeg havde de første år som lærer det bestemt bedst, når jeg uden manuskript kunne fortælle løs. For når først talen var i gang, gik det stort set altid udmærket, men hele tiden sad der en lille djævel, som prøvede at afsløre læreren. Den lille djævel gjorde også, at min tale og adfærd ikke blev helt afslappet. Jeg turde jo ikke tale frit fra leveren, men skulle hele tiden gøre to ting samtidigt. Nemlig at tale og samtidig tænke fremad og være parat til at finde synonymer, når det var nødvendigt.

At bruge synonymer var som oftest tilstrækkeligt, når jeg underviste. Måske fordi da jeg herved havde en rolle, der kunne udfyldes, men ved andre lejligheder fx ved lærermøder, samvær med atletikkammerater m.fl. var jeg noget tavs, da jeg simpelthen opgav at tale, da jeg med garanti ville stamme. Ja – måske mere ydmygende sidde helt fast og stamme højt og tydeligt. Måske med irriterende grimasser. Den indre angst føltes enormt frustrerende og i perioder temmelig invaliderende. Jeg var overbevist om, at andre ville opfatte mig som en idiot og helt håbløs, hvis jeg stammede. Så hellere holde min mund!

Søgte kontakt til taleinstituttet i Kolding

Efter to år som lærer kunne jeg godt se, at det var uholdbart og søgte derfor kontakt med Taleinstituttet i Kolding, hvor jeg boede. Jeg fik et møde med talepædagog Jan Tinge, og her 40 år senere kan jeg stadig mærke det sug i maven, når jeg tænker på, hvad jeg nu blev udsat for, Acceptterapien. Jeg troede jo, at jeg skulle have hjælp til at tale flydende i alle situationer, og så fortalte Jan Tinge, at jeg skulle acceptere, at jeg stammede. Ja – han præsenterede øvelser, hvor jeg med vilje og uden synonymer og andre tricks skulle stamme. Vi deltog 2-3 i en terapigruppe, og efter nogle øvelser, hvor vi fik sat fokus på vores personlige stammen, blev vi sendt i byen. Nu skulle der stammes! Glemmer bl.a. ikke, da jeg skulle besøge en bagerforretning og så ellers bede den unge og kønne bagerjomfru om to hindbærsnitter. Mig der altid havde haft svært ved at sige ord, der begyndte med h eller t, måtte nu ikke mere blot vise to fingre og pege på kagen, men oveni købet med vilje skulle sige to hindbærsnitter, mens der bare skulle stammes. Og gerne højt og tydeligt. For pokker hvor var det svært. Og så en tur forbi banegården og spørge om prisen på en billet til Taulov eller Skanderborg, da s og t ord også var vanskelige. Disse ord bildte jeg jo mig ind var næsten umulige at sige. Jeg var bestemt næsten lige ved at dø, for nu skulle jeg jo gøre alt det, som jeg tidligere på alle måder havde undgået!

 

Acceptterapien var bare en hård nyser

Som maratonløber kendte jeg ikke til at give op, så trods sug i maven og andet ubehag knoklede jeg nu med acceptterapien. Jan Tinge præsenterede os for et stammehierarki, hvor vi skulle sætte oplevelser og hændelser ind i et hierarki. De nemme situationer nederst og så ellers sværere og sværere oplevelser op ad stigen. Det hjalp at have min kære fars generelle visdomsord i tankerne:  ”Sønneke – kravl op ad stigen, bliver det for besværligt så gå et trin ned, indtil du har kræfterne til at forsøge igen”. Eller – ”sønneke, spring ud i det, du kan ikke død af det”! Min far havde også som ung stammet, men jeg mindes kun, at han stammede, når han omtalte sin gode kammerat Ludvig, så lød det Lud lud lud vig.
Min far sang i mange år i kor, virkede også som tillidsmand på sølvvarefabrikken i Fredericia og var en glimrende festtaler, der uden manuskript med sjove bemærkninger kunne sætte liv i en fest.
Jeg har tre søskende, hvor en storesøster som ung stammede og en lillebror stammer stadigvæk.

En af de helt store opgaver var at stamme med vilje, når jeg var sammen med min samlever, Kis. Hun kunne ikke forstå, at jeg nu stammede så meget, så hellere tale som jeg plejede. Det fik vi en god snak om, og hun fik forståelse for acceptterapien.

Sikkert på foranledning af Jan Tinge blev jeg kontaktet af Ugebladet Femina og medvirkede i en artikel, som blev kommenteret af flere kolleger på Taulov Centralskole, hvor jeg også var begyndt som introduktion i nye klasser at fortælle, at jeg ind imellem stammede. Det lettede en del på trykket, og det blev også herved meget nemmere at højtlæse. Det gav nogle succesoplevelser, og jeg fik modet til at komme videre.

 

Artiklen som var i Ugebladet Femina 1985.

 

Det er gået op og ned

Når jeg nu som 69 årig tænker tilbage, kan jeg kun sige, at det med stammen er gået op og ned. I gode stunder er min tale flydende og ubesværet, og så glemmer jeg alt om at stamme frivilligt, som Jan Tinge jo havde lært mig. Hvorfor gøre det, for nu stammer jeg jo ikke mere. Og så kommer chokket endnu en gang, når stammen kommer tilbage som en anden forhammer. Det føles bare irriterende, og det er nu igen med at finde kræfterne til at komme i gang igen.

I dag har jeg ikke de store problemer med at tale. Måske har årene og de grå hår gjort, at jeg hviler mere i mig selv. Jeg kan stadig opleve situationer, hvor stammen spiller mig et puds. Fx hvis jeg skal ringe til et kontor og bede eller spørge om noget bestemt. Det føles ikke som et trick, hvis jeg venter med en svær opringning til næste dag. Opgaverne bliver løst, og jeg er nok blevet rimelig god til at lytte til mig selv og daglige gåture, en god cykeltur eller svømmetur gør, at jeg sjældent føler mig alvorligt stresset. Et godt ægteskab med Annette, som jeg snart har været gift med i 23 år, er også medvirkende til, at jeg sjældent har dårlige oplevelser på grund af stammen.

 

Alsidigt arbejdsliv

Som nævnt er jeg uddannet lærer, men jeg har også arbejdet med andre ting, hovedsageligt kommunikationsarbejde. Journalistikken har og er væsentlig en del af livet. Der har været vikariater hos Fynske Medier, og frem til 2020 var jeg i 22 år ansat som redaktør og webmaster hos Hjemkundskabslærerforeningen, den nuværende Foreningen for Madkundskab.
Her var også en del telefonsalg, idet jeg også havde ansvaret for samarbejdet med brancheforeninger og forlag.

Da jeg var yngre, dvs. for godt 25-30 år siden, kunne det være vanskeligt at præsentere sig i telefonen, men i dag føles det helt naturligt og afslappende, og herved er det også begrænset, hvor meget stammen driller. Dog kan djævlen dukke op, og jeg kan føle ubehaget, der kan give sugen i maven, trykken i hovedet. Tankerne kører bare i fuld speed. Her prøver jeg at undgå at skjule stammen, men tænke på vejrtrækningen og ikke mindst, at folk jo godt ved, at jeg undertiden kan stamme. Og at ingen forventer, at jeg taler flydende, men at det er indholdet i samtalen, der er væsentlig.

Fra 1999 blev jeg tilknyttet som PR- og marketingchef hos Eventyrløbet i Odense. Arbejdet der blev løst sideløbende med arbejde som lærer, udviklede sig så jeg i 2002 blev opfordret af løbslederen til at søge orlov fra folkeskolen og koncentrere mig om udviklingen af Eventyrløbet og de øvrige motionsløb, som Eventyrløbet arrangerede samtidig med, at jeg havde kommunikationsfirmaet Blæsbjerghus, der havde ansvaret for forskellige blade og hjemmesider. Gennem arbejdet hos Eventyrløbet var der mange sponsorforhandlinger, men da det var lige som at gå til eksamen, var det sjældent problemer med at tale. Når styregruppen skulle informeres, kunne der dog opstå problemer, så der blev stammet en del. Jeg havde nogle spændende år hos Eventyrløbet, og det var en oplevelse at være med til at udvikle løbet til at blive Danmarks største motionsløb.

Fra 2015 til 2017 arbejdede jeg dog atter som folkeskolelærer, da jeg med udgangen af 2014 havde valgt at holde som PR-marketingchef hos Eventyrløbet, og da jeg ikke følte mig parat til en pensionisttilværelse, tog jeg kontakt til den lokale skole i Morud, Havrehedskolen. Og det heldige var, at skolen netop stod og manglede en lærer, der kunne tage en 8. klasse til historie, samfundsfag og kristendom. Og meget spændende også et overbygningsvalghold i journalistik. Fagligt den helt rigtige udfordring.

Det har på mange måder været en god løsning igen at arbejde med undervisning. Samværet med børn og unge var noget særligt, og det føltes naturligt at læse historier for børnene. Jeg kunne stadig stamme, men kom jeg til at snuble over ordene, fik jeg hurtigt fortalt børnene, at jeg ind i mellem stammede og åbenheden gjorde, at jeg ikke følte stor psykisk ubehag, når stammen drillede, og børnene har aldrig haft negative kommentarer. Jeg var en dag vikar i en fjerde klasse i matematik, hvor jeg forklarede to drenge noget, hvor en af dem sagde: Du stammer da Erling. Jeg blev lidt overrasket, da jeg faktisk slet ikke var klar over, at jeg stammede. Ja – slet ikke havde registreret, at jeg havde stammet. Jeg svarede hurtigt: Det er ganske rigtigt, men synes du ikke, at jeg er god til det! Jo – svarede drengen, men du skal slet ikke være ked af, at du nogle gange stammer, for vi synes, at du er sådan en god lærer, og vi kan godt lide dig. Ærligt talt – det kunne jeg leve højt på resten af dagen.

Jeg holdt som nævnt som lærer i 2022, da skolen nu kun brugte studerende, der var billigere end en rigtig uddannet lærer, men var så i halvandet år handicaphjælper for en mand, der var lammet i underkroppen, som jeg skulle hjælpe med alt – som personlig pleje, madlavning, rengøring og kørsel i handicapbilen.

 

I dag

Jeg er jo i dag 69 år og arbejder stadig som journalist i mit firma, Blæsbjerghus, som har til huse i Langesøskoven på Fyn. Jeg arbejder med at udvikle mitNordfyn, der både er en hjemmeside og en Facebook-side, og udgiver blade, der bliver husstandsomdelt i Morud, Søndersø og Otterup.
Der er meget salgsarbejde og journalistisk arbejde, som jeg er meget glad for, og min stammen er slet ikke noget problem.

Blæsbjerghus – et tidligere skovløberhus ligger i den sydlige del af Langsøskoven på Fyn.

Livet i øvrigt

Gennem årene har en stor del af fritiden gået med frivilligt Lionsarbejde. Jeg har været medlem i fjorten år. I starten kunne klubmøderne være lidt svære, da jeg ikke kunne undgå at prøve at skjule stammen. Jeg har været præsident, og virker nu som PR-mand. Det månedlige klubmøde vil jeg nødig undvære.
I tre år har jeg været redaktør af det månedlige nyhedsbrev i Distrikt C, og er med til at udvikle kommunikationsarbejdet i Lions Danmark.

Jeg har et godt helbred. Går gerne ture med Annette i skoven, og cykler gode ture. I efteråret kom jeg i gang som cykleguide i samarbejde med Nordfyns Erhverv og Turisme. 15 gange skal jeg i år være guide på en 25 km cykeltur i Langesø og omegn, hvor det er en del af guiden, at jeg fortæller anekdoter og oplysninger om naturen og de historiske seværdigheder. Indrømmet – så kan jeg tænke: Nu – håber jeg ikke, at jeg stammer, men det vil jo gå udmærket. Sikkert fordi at jeg lige som lærergerningen og sælgerarbejdet har en rolle, som blot skal udfyldes. Og jeg er ikke bange for at bekende kulør, hvis jeg skulle stamme. Det giver den nødvendige ro i maven.

Jeg er på en årlig cykelsommerferie med en kammerat, som jeg har kendt siden 1. klasse. Vi har ofte talt om, at jeg jo stammede meget, da jeg var ung, men som kammeraten siger, så mindes han ikke, at det var noget for problem. For jeg var jo Erling, hans gode kammerat.

Holder meget af at cykle.

 

Det er blevet en del af mit image, at jeg i Lions er med til at arrangere forskellige events. Sammen med Soroptimisterne Bogense-Nordfyn, har vi netop afviklet en Nytårskoncert, hvor et symfoniorkestermed 70 musikere spillede glade Wienermusik, og her blev jeg opfordret til efter forestillingen at sige tak til de godt 300 tilskueres deltagelse. Igen – kunne jeg på forhånd føle nogen ubehag, men jeg fik det gennemført. Ved jo at andre, som ikke stammer, også vil føle nogen ubehag ved at skulle stille sig foran mange mennesker og sige nogle ord.

Når der er fester i familien og hos vennerne forventes det også, at jeg rejser mig og holder en lille tale. Og jeg virker også undertiden som toastmaster ved fester.

Synes – at det er væsentligt, at man ikke holder sig tilbage, men helt naturligt deltager i de sociale sammenhænge. Alle mennesker kan have nogle udfordringer. Vi har stammen. Andre er ordblinde, og der kan være andre udfordringer.

På en god naturlig og god måde skal man være en del af fællesskabet, og det giver en vis respekt, at man som stammer ikke er flov over, at der kan være problemer, men får talt om tingene.

Det vil glæde mig, hvis artiklen kan være medvirkende til, at du indmelder dig i Dansk Stammeforum. Vores mål er, at der skal være fokus på stammeres udfordringer, og vi vil lave forskellige arrangementer og sociale ting, så du vil føle dig velkommen.

 

Af Erling Jensen, Blæsbjerghus – Dansk Stammeforum.